Pressemeddelelse Kunstnersammenslutningen Maj 93, Udstilling i Helligåndshuset 28. januar – 8. februar 2015

For at tilføre yderligere fornyelse er det en tradition for kunstnersammenslutningen Maj 93 at invitere gæster til den årlige udstilling i Helligåndshuset på Strøget i København. I år er det blevet til fire, hvoraf Leo Scherfig, Henrik Schütze og Erik Jørgensen tidligere har været gæster, mens maleren og eksperimentalgrafikeren Lea Boruszek er ny. Hun er uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi og har siden 1980 deltaget i talrige gruppe- og separatudstillinger i ind- og udland. Med sit levende billedsprog dyrker hun iagttagelsen og det selvoplevede. Som hun selv har udtrykt det ”at sidde på en bænk og tegne mennesker på vej, at fange lyset…”. Det var planlagt at billedhuggeren og grafikeren Inger-Marie Jørgensen for tredje gang skulle have været gæst, men hun døde i efteråret, 99 år gammel.

På udstillingen kan opleves maleri, grafik, billedvævning og keramik. Lena Bidstrup viser igen i år, udover sine billedvævninger, fine litografiske arbejder. Leo Scherfig, der sidste år fik Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat som grafisk tilrettelægger, har valgt at gå tilbage til det gamle linoleumssnit, hvor man møjsommeligt skærer i det bløde linoleum.

Af Maj 93’s egne medlemmer deltager i år Lena Bidstrup, Jørgen Buch, Buller Hermansen, Søren Birk Pedersen, Christine Scherfig og Kirsten Antonie Sørensen.

Som sædvanligt er der udgivet en Kunstkalender med værker af de udstillende kunstnere og en daglig markering af en afdød billedkunstners fødsel.

 

Fernisering tirsdag den 27. januar kl. 16-19

Udstillingens åbningstider: 28. januar – 8. februar 2015, hver dag kl. 10-18.

Til brug for pressen kan billeder downloades fra hjemmesiden’s presse side

Pressemeddelse kan hentes her

Der er lukket for kommentarer.